Immunglobuliner

Disse oplysninger er alene henvendt til sundhedspersonale.

Antistoffer er en del af kroppens specifikke immunforsvar. Deres vigtigste opgave er at opdage smitstoffer. Smitstofferne kan være bakterier, virus, orme, parasitter eller svampe. Det specifikke immunforsvar udvikles med tiden efter fødslen, efterhånden som vi møder nye smitstoffer eller bliver vaccineret.

Antistoffer er store proteiner, som ligner en krabbe med to kløer. De kan binde sig til molekyler på smitstoffets yderside, såkaldt antigener, og gøre det lettere for andre dele af immunforsvaret at bekæmpe smitstoffet. B-lymfocytterne modnes i knoglemarven, og når de stimuleres ved at møde deres specifikke antigen, omdannes de til plasmaceller, som producerer antistoffer. En aktiveret plasmacelle kan danne op til 2.000 antistoffer pr. sekund.

Antistofferne kan inddeles i fem undergrupper:

• IgG er det antistof, vi har mest af i blodet, og som udgør en vigtig del af vores immunitet.
• IgA er det antistof, vi i alt har mest af i kroppen, bl.a. i luftvejene og i mave-tarm-kanalen.
• IgM er det største antistof. Denne type antistof dannes især i starten af en infektion og kan meget effektivt binde sig til smitstoffer.
• IgD er et antistof, hvis funktion ikke er helt klarlagt.
• IgE er et vigtigt antistof ved beskyttelse mod store mikroorganismer som orme og parasitter. IgE er også involveret ved allergiske reaktioner.
  

I sjældne tilfælde kan antistofferne angribe ens egen krop. De forvandles da fra ven til fjende. Antistofferne kan f.eks. binde sig til nervetråde. Resultatet kan blive en sygdomstilstand, som f.eks. giver svækkede muskler, prikken og stikken i fingrene eller sovende fødder.

Antistoffer er længe blevet udvundet og brugt i medicinsk behandling. De kaldes da for immunglobuliner (eller gammaglobuliner). Lægemidlet fremstilles af blodplasma fra raske personer. Der skal bruges mange bloddonorer til at fremstille immunglobulin. De personer, som donerer blodplasma, skal være helt raske, og blodplasmaet testes omhyggeligt for at spore smitstoffer, der kan forårsage sygdomme som HIV, hepatitis A, hepatitis B eller hepatitis C. Desuden er der ved fremstillingen krav om mindst to uafhængige rensningstrin. Efter fremstillingen testes lægemidlet yderligere. Gennem forskellige rensningsprocesser får man et koncentrat, som for størstedelens vedkommende består af IgG. Det kan også indeholde spor af IgA og IgM. Fremstillingsprocessen er avanceret og tidskrævende. Det tager ca. 9 måneder at fremstille en dosis immunglobulin.

• Til toppen
  

Lægemidler, som indeholder immunglobuliner, gives til patienter, der har immundefektsygdomme eller autoimmune sygdomme. Patienter, som har immundefektsygdomme, har ofte for lave niveauer af kroppens egne antistoffer. Behandlingen fylder op med antistoffer, og på den måde bliver patienten mere modstandsdygtig mod infektioner. Immunglobulin i høje doser har vist sig at have en stabiliserende virkning på vores immunforsvar. Virkningsmekanismen er forskellig ved forskellige autoimmune tilstande. I visse tilfælde kan de tilførte immunglobuliner blokere kroppens egne skadelige antistoffer og dermed forhindre dem i at angribe kroppens celler. I andre tilfælde påvirker behandlingen cytokinerne, så inflammationen dæmpes, eller også påvirkes immunforsvarets lymfocytter, som producerer de skadelige antistoffer.

Immunglobulinbehandling kan gives på tre forskellige måder: Intravenøst (i en blodåre), subkutant (under huden) eller intramuskulært (i en muskel), hvilket ikke er så almindeligt i dag.

Subkutan immunglobulinbehandling (SCIG)
Subkutan (indsprøjtning under huden) immunglobulinbehandling giver mulighed for hjemmebehandling. Det gør livet lettere at kunne tage lægemidlet, når det passer ind i hverdagen, i stedet for at skulle bestille tid på sygehuset. Det bliver lettere at leve et "normalt" liv med skole, arbejde og fritidsinteresser. Mange siger, at deres livskvalitet er blevet bedre, efter at de er begyndt med hjemmebehandling.

Intravenøs immunglobulinbehandling (IVIG)
I dag anvendes intravenøs behandling især til personer med autoimmune sygdomme. De skal ofte have høje doser af immunglobulin, og det er kun muligt at give det intravenøst.

• Til toppen

Immunglobulinbehandling af patienter med både primær og sekundær immundefekt gives for at erstatte den mangel på antistoffer, disse patienter har, for på den måde at mindske antallet af infektioner.

Primær immundefekt
Immundefekt er en sygdom, som skyldes, at der mangler noget i immunforsvaret, eller at der er noget i immunforsvaret, som ikke fungerer. Kroppen har sværere ved at modstå og bekæmpe smitstoffer. Uden behandling kan primær immundefekt indebære tilbagevendende infektioner og mange penicillinkure hvert år. Patienterne er ofte trætte og har svært ved at arbejde eller gå i skole. Almindelige symptomer er tilbagevendende ørebetændelser, bihulebetændelser, luftrørskatarer og lungebetændelser.

Visse personer med primær immundefekt er stort set helt raske og finder aldrig ud af, at de har en immundefektsygdom.

Primær immundefekt skyldes, at kroppen har svært ved at producere antistoffer. De mest almindelige former for primær immundefekt er IgA-defekt og IgG-subklassedefekt.

Sekundær immundefekt
Immundefekt kan også være sekundær. Der er da en anden bagvedliggende årsag, som hæmmer immunforsvaret, f.eks. HIV, brandskader, nyre- og tarmsygdomme.

• Til toppen

Formålet med immunglobulinbehandling ved autoimmune sygdomme er at fremkalde en immunmodulering af immunforsvaret.

Neurologi og Guillain-Barrés syndrom (GBS)
Guillain-Barrés syndrom er en akut inflammatorisk sygdom. Sygdommen er kendetegnet ved en hurtigt tiltagende muskelsvaghed. GBS skyldes antistoffer, som angriber de perifere nervetråde. Det vil sige nerver uden for hjerne og rygmarv. GBS er derfor også en neurologisk sygdom. Når antistoffer binder sig til nervetråde, nedbrydes et lag af isolerende fedt (myelin). Konsekvensen er, at nervesignalerne får sværere ved at nå frem. Nogle gange når signalerne slet ikke frem. Det er det, som påvirker muskelstyrke og følelse.

GBS kan opstå, fordi der er noget, der går galt i kroppens immunforsvar. To ud af tre personer, som rammes af GBS, har rapporteret, at de har haft en infektion lige før, de blev syge. Det er almindelige infektioner i hals, luftrør, mave og urinveje, som kan gå forud for GBS. Sygdommen kan også udløses af vaccinationer og visse lægemidler.

Hæmatologi og idiopatisk trombocytopenisk purpura (ITP)
ITP er en autoimmun sygdom, som er karakteriseret ved et lavt antal trombocytter og øget blødningstendens. Den bagvedliggende trombocytdestruktion skyldes antistoffer mod trombocytterne. ITP er enten akut eller kronisk. Den akutte variant rammer hovedsageligt børn og kommer efter en infektion. Den bliver sjældent til kronisk ITP. ITP hos voksne er i de fleste tilfælde kronisk og utvikler sig ofte over tid.

Reumatologi og Kawasakis syndrom
Kawasakis syndrom er en autoimmun primær vaskulitsygdom, som især ses hos børn og hovedsageligt børn under 5 år. Sygdommen er en blodkarinfektion, som kan ramme stort set alle arterier, herunder aorta. Den påvirker mange forskellige organer som hud, slimhinder, lymfekirtler, blodkar og hjerte. I hjertet kan der dannes svære aneurismer, hvis sygdommen ikke behandles.

• Til toppen