Infektion og immundefekt
Hvad er immunglobuliner?
Antistoffer er en del af kroppens immunforsvar. Deres vigtigste opgave er at opdage smitstoffer. Smitstofferne kan være bakterier, virus, orme, parasitter eller svampe.
Antistoffer er proteiner, som ligner en krabbe med to kløer. De kan binde sig til smitstoffets overflademolekyler, såkaldt antigener, og gøre det lettere for de hvide blodlegemer at bekæmpe smitstoffet. I sjældne tilfælde kan antistofferne angribe ens egen krop. De forvandles da fra ven til fjende.
Antistofferne kan f.eks. binde sig til nervetråde. Resultatet kan blive en sygdomstilstand, som f.eks. giver svækkede muskler, prikken og stikken i fingrene eller sovende fødder.
Antistoffer er længe blevet udvundet og brugt i medicinsk behandling. De kaldes da for immunglobuliner (eller gammaglobuliner). Lægemidlet fremstilles af blodplasma fra raske personer. Der skal bruges mange bloddonorer til at fremstille immunglobulin. De personer, som giver blodplasma, skal være helt raske, og blodplasmaet testes grundigt.
Via nogle rensningsprocesser får man et koncentrat, som for størstedelens vedkommende består af immunglobulin G. Det kan også indeholde spor af immunglobulin A og immunglobulin M. Fremstillingsprocessen er avanceret og tidskrævende. Det tager ca. 9 måneder at fremstille en dosis immunglobulin.
Immunglobuliner som lægemiddel
Lægemidler, som indeholder immunglobuliner, gives til patienter, der har immundefektsygdomme eller autoimmune sygdomme. Patienter, som har immundefektsygdomme, har ofte for lave niveauer af kroppens egne antistoffer. Behandlingen fylder op med antistoffer, og på den måde bliver patienten mere modstandsdygtig over for infektioner. Immunglobulin i høje doser har vist sig at have en stabiliserende virkning på vores immunforsvar.
Immunglobulinbehandling kan gives på tre forskellige måder: intravenøst (i en blodåre), subkutant (under huden) eller intramuskulært (i en muskel), hvilket er mindre anvendt i dag.
Subkutan immunglobulinbehandling (SCIG)
Subkutan (indsprøjtning under huden) immunglobulinbehandling giver mulighed for hjemmebehandling. Det gør livet lettere at kunne tage lægemidlet, når det passer ind i hverdagen, i stedet for at skulle bestille tid på sygehuset. Det bliver lettere at leve et "normalt" liv med skole, arbejde og fritidsinteresser. Mange siger, at deres livskvalitet er blevet bedre, efter at de er begyndt med hjemmebehandling.
Intravenøs immunglobulinbehandling (IVIG)
I dag anvendes intravenøs immunglobulinbehandling især til personer med autoimmunsygdomme. De skal ofte have høje doser af immunglobulin, og det er kun muligt at give det intravenøst.
Infektion og immundefekt
Immunglobulinbehandling af patienter med både primær og sekundær immundefekt gives for at erstatte disse patienters manglende antistoffer for på den måde at mindske antallet af infektioner.
Primær immundefekt
Immundefekt er en sygdom, som skyldes, at der er noget i immunforsvaret, der mangler eller ikke fungerer. Kroppen har sværere ved at modstå og bekæmpe smitstoffer.
Uden behandling kan primær immundefekt indebære tilbagevendende infektioner og mange penicillinkure hvert år. Visse personer med primær immundefekt er stort set helt raske/symptomfrie og finder aldrig ud af, at de har en immundefektsygdom.
Primær immundefekt skyldes, at kroppen har svært ved at producere antistoffer. De mest almindelige former for primær immundefekt er IgA-defekt og IgG-subklassedefekt.
Sekundær immundefekt
Immundefekt kan også være sekundær. Der er da en anden bagvedliggende årsag, som hæmmer immunforsvaret, f.eks. hiv, brandskader, nyre- og tarmsygdomme.
Autoimmune sygdomme
Formålet med immunglobulinbehandling ved autoimmune sygdomme er at fremkalde en immunmodulering, det vil sige en ændring af vores eget immunforsvar.
Neurologi og Guillain-Barrés syndrom (GBS)
Guillain-Barrés syndrom (GBS) er en akut inflammatorisk sygdom. Sygdommen er kendetegnet ved en hurtigt tiltagende muskelsvækkelse. GBS skyldes antistoffer, som angriber de perifere nervetråde, dvs. nerver uden for hjerne og rygmarv. GBS er derfor også en neurologisk sygdom.
Når antistoffer binder sig til nervetråde, nedbrydes et lag af isolerende fedt (myelin). Konsekvensen er, at nervesignalerne får sværere ved at nå frem. Nogle gange når signalerne slet ikke frem. Det er det, som påvirker muskelstyrke og -følelse.
GBS kan opstå, fordi der er noget, der går galt i kroppens immunforsvar. To ud af tre personer, som får GBS, har rapporteret, at de har haft en infektion lige før, de blev syge.
Det er almindelige infektioner i hals, luftrør, mave og urinveje, som kan gå forud for GBS. Sygdommen kan også udløses af vaccinationer og visse lægemidler.
Kawasakis syndrom
Kawasakis syndrom er en betændelse i blodkarrene, som kan ramme stort set alle pulsårer, også den store legemspulsåre, aorta. Sygdommen rammer især børn.
Kawasakis syndrom er en autoimmunsygdom, som påvirker mange organer, herunder hud, lymfekirtler og blodkar, og alvorligst hjertet.
Hæmatologi og idiopatisk trombocytopenisk purpura (ITP)
ITP er en sygdom, som indebærer, at antallet af blodplader (trombocytter) falder til så lavt et niveau, at der opstår blødninger. Normalt er der 150-400 milliarder blodplader pr. liter blod. Ved ITP falder koncentrationen til 5-10 procent af den normale koncentration.
Der er både en akut og en kronisk variant af ITP. Den kroniske variant defineres af, at antallet af blodplader er mindre end 150 milliarder i mere end seks måneder.
ITP er en autoimmunsygdom. Det er antistoffer, som ødelægger blodpladerne, og det lave antal blodplader øger risikoen for blødninger.
